Restriktiv spisning / underspisning

Find tillid til at slippe reglerne og mærke kroppen mere igen

For mange begynder et restriktivt eller kontrollerende spisemønster med et ønske om at være sundere. Ofte lægger man ikke selv mærke til, at reglerne gradvist bliver flere og mere stramme, og at maden begynder at fylde mere og mere i hverdagen. Det, der startede som en sund intention, kan derfor langsomt udvikle sig til noget, der ikke længere føles sundt.

Det er hårdt at leve i en restriktiv cyklus, og mange oplever derfor også perioder med overspisninger. Herefter forsøger de ofte at kompensere gennem endnu flere regler og endnu mere kontrol.

Når man lever med et restriktivt spisemønster, kan det være svært at bryde ud af på egen hånd, fordi følelsen af, hvad der er normalt omkring mad, gradvist kan forsvinde. Det kan blive uklart, hvad der er sund fornuft, og hvad der er kontrol.

I mit arbejde med restriktiv spisning undersøger jeg sammen med dig, hvad der ligger bag det kontrollerede mønster, og hjælper dig med igen at finde en mere tryg og fleksibel måde at navigere i sundhed og spisning.

Amalie - anmeldelsen er hentet fra Google

Jeg havde i mange år kæmpet med en spiseforstyrrelse, herfor primært anoreksi og træningsafhængighed. Jeg sad fast i behandlingen i psykiatrien, som havde en dårlig påvirkning på mig. Der blev lagt mere vægt på min vægt, som er en meget angstprovokerende ting for mig, fremfor bevidsthed og madro. Jeg er meget taknemmelig for at have fundet Nadja i stedet, hun møder mine problemer langt mere og arbejder mere konstruktivt. Nadja er så dygtig til at skabe et trygt rum, hvor jeg føler jeg kan sige alt uden at blive dømt på det. Jeg føler mig også utrolig mødt i alt hvad jeg siger, fordi hun altid går i dybden med mine problemer og giver mig nogle andre perspektiver på det. Jeg kan have tendens til at falde ned i et sort hul, hvor jeg synes det hele er svært, der er Nadja der altid. Så skynd dig ud af start et forløb hos Nadja, især hvis du sidder fast i psykiatriens ubrugelige behandling

Det kan være relevant at arbejde med restriktiv spisning hvis…

  • du oplever forvirring omkring sundhed

  • du er træt af at mad skal fylde hele din hverdag

  • du ønsker mere ro omkring mad og madvalg

  • du oplever et problematisk forhold til din krop

  • du er træt af konstant at veje din egen selvfølelse i din vægt

Du behøver ikke stå alene med det

For mange kan det være en stor lettelse at få sat ord på deres oplevelser og blive mødt uden fordømmelse.

Hvis du længes efter mere forståelse og ro omkring dine spisninger, kan et samtaleforløb være et sted at begynde.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere om, hvordan jeg arbejder.